Gør PFAS det sværere at tabe sig?

PFAS fylder meget i medierne, både fordi det kom frem at det potentielt er sundhedsskadeligt – men nu også fordi et nyt studie viser at der er en direkte sammenhæng mellem indtaget af PFAS og hvor meget man tager på efter et vægttab [1]

Der var især fundet høje doser i æg, og Fødevarestyrelsen anbefalede derfor i en periode at reducere indtaget af æg både især for børn. Denne anbefaling er nu ophævet, da niveauerne er faldet igen.

I perioden kunne man blandt andet læse artikler som “PFAS gør det markant sværere at holde vægten” og “PFAS kan øge vægten hos voksne” [2].

TV2 var hurtigt ude og finde en familie, som boede i et område der var meget udsat for PFAS, der havde svært ved at tabe sig.

I det her indlæg, skal vi kigge nærmere på hvad der er fup og fakta om PFAS og vægt(tab).

Indlægget har til formål at påpege nuancer og bidrage med perspektiver på forholdet mellem PFAS og vægtøgning. Det er ikke ment som en kritik som af selve studiet der er udført.

Målet er at vise hvordan man kan forholde sig kritisk til nye påstande, når bliver formidlet (fejlagtigt) i medierne.

Hvad er PFAS overhovedet?

PFAS er en gruppe kemiske flourstoffer. De bliver brugt i mange hverdagsprodukter som tøj, madindpakning, plejeprodukter mm. fordi de har f.eks. har vand- og fedtafvisende egenskaber. 

PFAS er derfor både i vores miljø, men bliver også indtaget gennem f.eks. mad og drikke. Derfor kan man se og måle PFAS i blodet hos mennesker og dyr verden over, i forskellige mængder.

Problemet? Stofferne er meget svære at nedbryde for miljøet, og er med stor sandsynlighed sundhedsskadelige i for store doser [3]. Stofferne er længe i menneskekroppen, da de er svære at nedbryde, og derfor opstår der nemmere høje koncentrationer i kroppen, selvom den daglige eksponering for stofferne er relativt lille.

Det er uklart hvilke konsekvenser det præcist har for vores helbred, og hvor markante de effekter er. Der er dog tilstrækkeligt evidens for at vi bør reducere indtaget og eksponeringen for stofferne generelt.

Så hvor kommer vægttab ind i billedet? Lad os tage et kig på det nye studie, der er kommet.

PFAS og Vægttab

Det studie, som medierne sværmer om, er et spritnyt dansk studie, der kiggede på forholdet mellem forsøgsdeltageres indhold af PFAS i blodet og deres risiko for at tage på i vægt igen, efter et endt vægttab [3]

Konklusionen var, at dem som havde de højeste værdier af PFAS i blodet, også var dem som havde taget mest på. 

Allerede nu, kan vi pege på en af de store fejl, medierne har lavet. For studiet viser IKKE at det PFAS gør det sværere at tabe sig. Det viser at det gør det sandsynligt at man tager mere på af den vægt, som man har tabt, efterfølgende.

Forskerne i studiet påpeger selv i studiet at PFAS altså ikke påvirker hverken hvor hurtigt eller hvor meget deltagerne taber sig under et kalorieunderskud.

Studiet bruger et datasæt fra et andet studie (Det kalder vi for “datastudiet”). De har taget data fra et andet forsøg lavet i 2010 på 891 familier fordelt på 8 lande i Europa [4], og så sammenlignet værdierne af PFAS i blodet og holdt op imod hvor meget folk tog på igen efter et vægttab.

I datastudiet skulle deltagerne følge en 800-1000 kcal diæt i 8 uger. Derefter blev de inddelt i 1 af 5 grupper, hvor man skulle følge en bestemt diæt. Det kunne f.eks. være lavprotein eller højprotein kost, med høj- / lavglykæmisk kost. 

Deltagerne fik taget blodprøver mm. før / efter, og det er derfor at man kan bruge dataen til at kigge på indholdet af PFAS i blodet og holde op mod deres vægt.

Det er altså ikke et klinisk forsøg, hvor man udsatte deltagerne for høje doser PFAS og så checkede, hvor svært de havde ved at tabe sig. Det er et studie hvor de har kigget på noget data indsamlet til en anden kontekst og så lavet beregninger.

Man kan af oplagte etiske årsager ikke lave sådan et klinisk studie, hvor man hælder overdoser af PFAS i folk. Det betyder dog også at studiet IKKE kan vise direkte årsagssammenhæng, hvilket forskerne også selv påpeger i studiet.

Studiet kan altså kun vise at PFAS og vægtøgning efter vægttab ser ud til at følges meget tæt ad – men ikke nødvendigvis at PFAS er den direkte årsag til det.

Når der kommer en ny og “kontroversiel” konklusion fra et studie om to ting som følges ad på den måde, så bør man altid stille spørgsmålet “Hvad kan ellers forklare den effekt som der ses i studiet?”.

Her vil jeg igen gerne påpege at forskerne i studiet har gjort rigtig meget for at udelukke, at det er andre ting som forårsager vægtøgningen, men de er naturligvis begrænset af datastudiets design (det kommer vi ind på om lidt).

Så lad os stille spørgsmålet: “Hvis ikke det var PFAS som var årsagen til vægtøgningen, hvad skulle det så være?” Lad os tage et kig på, hvad vi ved fra tidligere forskning.

Vægtøgning efter slankekure

I datastudie skulle de som sagt følge en 8 ugers diæt. Efter de 8 uger på en lavkaloriekost, havde de 6 måneder, hvor de kunne hente gratis måltider. Derefter en periode på 6 måneder, hvor de ikke kunne hente gratis måltider, men blot fik hjælp af diætister. Det var lidt forskelligt præcis hvilken protokol de forskellige deltagere blev tildelt og hvordan den så ud.

Det er ikke et nyt fænomen, at deltagere tager på, efter de har gennemgået et vægttab eller fulgt en streng diæt. Det er et meget velkendt fænomen, at folk tager på igen efter et vægttab [5, 6, 7]. I datastudiet, droppede halvdelen af deltagerne ud af studiet af forskellige årsager, bla. fordi det er hårdt og svært at holde sådan en diæt.

Når man sætter mange mennesker på den samme slags slankekur, så vil der også være meget store forskelle i hvor meget de havde indtaget før. Deltagerne tabte mellem 5.6 og 28.3kg på de 8 uger. For den højeste gruppe er det tæt på 3kg om ugen i 8 uger. Den store forskel indikerer også at de har haft meget forskellig livsstil / genetik / andre risikofaktorer for vægtøgning før studiets begynden.

Med store vægttab er det ikke uforventligt at de også tager meget på efterfølgende. Især hvis de har fulgt en meget streng lavkalorie kost inden. Ved først at skulle gennemgå en 8 ugers streng diæt, derefter få gratis måltider i 6 måneder og så spise selv på egen hånd i 6 måneder, er der mange potentielle omskiftninger i madstruktur- og indtag.

Pointen her er ikke at vægttab er umuligt. Der findes masser af mennesker som lykkes med vægttab, også på lang sigt. Men det er et grundlæggende præmis, når man diskuterer vægttab i forskningen, at en stor procentdel af deltagerne vil tage på igen – uanset om man undersøger diættyper, PFAS eller noget helt tredje.

De meget omskiftelige madforhold i studiet gør det mindre optimalt at kigge på sammenhængen mellem vægt og PFAS. For det er forventeligt at deltagerne tager på igen og ændrer meget kostmønstre, hvilket både kan påvirke deres indtag kalorier og PFAS.

Den pointe, forklarer dog stadigvæk ikke hvorfor dem som havde taget mest på, også havde højest værdier af PFAS i blodet. Hvorfor er der sådan en stærk sammenhæng?

Kan du huske hvad du spiser?

Det spørgsmål vil de fleste svare “Ja” til, men det faktuelle svar er faktisk “Nej”.

I studier hvor man sammenligner folks selvrapporterede indtag, med hvad de faktisk har indtaget, er der konsistent fejl i. Vi mennesker underrapporterer generelt helt ubevidst, fordi vi ikke husker så godt som vi tror (og andre psykologiske årsager). Derfor kan man i studier se at folk rapporterer helt op til 70% lavere end deres faktiske indtag [8, 9].

I et studie fra 2021 testede man f.eks. folk som var erfarne med vægttab, og havde vedligeholdt deres vægt i over et år. De estimerede i gennemsnit deres kalorieindtag forkert med 605 kcal om dagen [10].

Selv når man tester diætister, så estimerer de deres kalorieindtag forkert. I studiet testede man 10 diætister, som estimerede deres kalorieindtag forkert med ca. 223 kcal pr. dag [11].

Hvorfor så alt den her snak om selvrapporteret data?

Fordi det datasæt som PFAS-studiet bruger, er baseret i høj grad på selvrapporteret data. I de første 8 ugers lavkaloriekost var der krav til hvor meget de skulle tabe sig (og dermed at de overholdt kaloriebegrænsingerne). Hvis de ikke havde tabt sig det forventede, så blev de fjernet fra studiet efter de 8 uger.

Derfor var der dog ingen restriktioner eller begræsninger. Deltagernes kalorieindtag blev “holdt øje med” ved at de skulle lave en 3 dages maddagbog, hvor de vejer deres mad 3-4 gange under studiets forløb.

Med den viden vi har fra forskningen om selvrapporteret madindtag, lægger det op til spørgsmålet: Var de selvrapporterede data korrekt?

En af pointerne i studiet er, at den diættype deltagerne fulgte, ikke kunne forklare deres højere risiko for øget vægt efter vægttab. Der var en stærkere sammenhæng med indtaget af PFAS – men det kræver at deres rapporterede data reelt var korrekte.

Et relevant perspektiv at have for øje her, er at deltagerne altså selv havde rapporteret deres indtag, hvilket med stor sandsynlighed kommer med en fejlmargin.

Det er en nuance, men den forklarer ikke hvorfor dem som havde højest mængder PFAS i blodet, havde taget mest på. Så lad os tage kig på det vigtigste perspektiv af dem alle:

Fastfood og kalorier øger PFAS indtag

Fastfood-indpakning generelt har (haft) høje værdier af PFAS [12, 13].

I 2021 lavede nonprofitorganisationen Consumer Reports en test af forskellige amerikanske kæders madindpaknings indhold af PFAS. Det måles i ppm (parts per million) organic flourine. I Danmark har vi en grænse sat på 20 ppm pr. indpakning, som en sikkerhedsgrænse [14].

Her er nogle af de slemmeste eksempler fra testen.

Indpakningen af en Whopper fra Burger King: 345 ppm.

Indpakningen af en pose pomfritter fra McDonalds: 250 ppm.

Indpakningen af en pizza fra Panera Bread: 82 ppm.

Siden da har flere kæder indført politikker for at fjerne eller reducere indholdet af PFAS i deres indpakninger. 

Det her er ikke skræmmeretorik. Det er for at påpege en vigtig pointe: Hvis man indtager meget fastfood, så vil man sandsynligvis blive udsat for højere doser af PFAS generelt. 

Med det argument kommer også en anden logisk tilslutning: Hvis man generelt indtager mange kalorier, og altså derfor mere mad, vil man sandsynligvis også indtage højere doser PFAS generelt.

Det er først i de senere år, at PFAS for alvor er kommet i sigtekornet. Datasættet er fra 2010, og blev udført i 2006-2008, så det er tvivlsomt at der var nogle reelle tiltag dengang for at reducere PFAS i indpakninger.

Hvis deltagerne i studiet, efter deres lavkalorieperiode, er faldet tilbage i gamle (eller nye) fastfoodvaner, kunne det forklare både hvorfor de havde taget mere på, men også deres høje niveauer af PFAS. 

Så gjorde deltagerne det? Det ved vi ikke. For den data der er til rådighed er baseret på små 3-dages stikprøver, udført af deltagerne selv. Så man kan både argumentere for og imod.

Hvad viser den resterende forskning?

Når man skal forholde sig kritisk til en påstand, skal man naturligvis også kigge på hvad den resterende forskning på området viser.

PFAS og vægt, er et område som desværre ikke er undersøgt særlig godt endnu. Mange af de studier der er, lider under dårligt studiedesign. De kan dog alligevel være med til at tegne et billede af retningen:

Et studie på teenagere fra Norge indikerede at der potentielt kunne være en sammenhæng mellem overvægt og indhold af PFAS i blodet [15].

Det samme viser et studie foretaget på børn i USA, hvor der også ses at indholdet af PFAS og risikoen for overvægt, følges ad [16]

Et klinisk studie fra 2018 indikerede at indeholdet af PFAS i blodet potentielt kunne påvirke deltagernes forbrænding, og derfor var der en sammenhæng mellem hvor meget de tog på efter en diæt [17]. I selv samme studie påpeger de dog den pointe, som også er blevet gennemgået her om fastfood: Forklaringen kan være at deltagerne havde fastfood vaner før studiet, som de genoptog efter, og derfor blev udsat for mere PFAS.

I 2021 var der også et hold forskere som tog et datasæt fra 1999-2018 og sammenlignede indholdet af PFAS sat op imod kropsvægt. Her fandt man også at jo mere PFAS i blodet, jo større sandsynlighed for højere kropsvægt, øget fedtmasse og yoyo-vægt [18]

Hønen eller ægget?

Her er hvad vi ved fra forskningen:

1. Vægtøgning efter slankekure er et normalt og forventeligt fænomen. At vedligeholde et vægttab er svært, og vægt påvirkes af rigtig mange faktorer.
   
2. Folk, også fagpersoner, underrapportere indtag af kcal generelt (ubevidst)

Det summer op til spørgsmålet: Får folk med høje PFAS-værdier i blodet sværere ved at holde vægten? Eller er det omvendt: Folk der indtager mange kalorier (og fastfood), øger deres kropsvægt og har dermed også højere værdier af PFAS i blodet?

Har folk med høje PFAS-niveauer i blodet og derfor er de overvægtige – ELLER – har folk som er overvægtige generelt højere PFAS-niveauer i blodet fordi de indtager flere kalorier?

Betyder det at konklusionen er forkert og at studiet er ubrugeligt? Nej, bestemt ikke.

Forskere har længe påpeget, at der er mange faktorer omkring overvægt, som endnu er uopdagede eller uopklarede. Så højt indtag af PFAS kan sagtens være en risikofaktor.

Teorien er at stofferne f.eks. kan skade kroppens appetitregulering.

Her må det også påpeges at det altså ikke er alle PFAS som var forbundet med øget vægt i studiet. Nogle af PFAS stoffer som f.eks. PFNA og PFOS var forbundet med lavere vægt ved højere indtag i nogle af de beregningsmodeller der blev brugt

Referencer (Tal er pubmed ID)

[1] 37069729

[2] Bredsdorff. M (2023). “»Det overrasker mig i høj grad«: PFAS gør det markant sværere at holde vægten”. Politiken. + Hansen, S. (2023). PFAS kan øge vægten hos voksne. TV2. 

[3] 35202231

[4] 19470086

[5] 29099051

[6] 29156185

[7] 25608460

[8] 17077060

[9] 19094249

[10] 33742193

[11] 12396160

[12] Susmann et al. (2019) Dietary Habits Related to Food Packaging and Population Exposure to PFASs. Enviromental Health Perspectives, vol. 127. No. 10.

[13] 34206351

[14] Kevin Loria (2022). Dangerous PFAS Chemicals Are in Your Food Packaging. Consumer Reports. Updated 2022.

[15] 33460636

[16] 33223205

[17] 29438414

[18] 33986457