Detoxing & Juicing – Virker det?

Det er mere populært end nogensinde at gå på en juicekur, hvor man kun lever af pressede frugter og/eller grøntsager i en periode.

Nogen gør det for at tabe sig, mens andre gør det for at ”detoxe” kroppen, altså fjerne giftstoffer ved at ”skylle” dem ud af kroppen. Virksomheder står i kø for at sælge lige præcis deres detox-produkter mens de lover guld og grønne skove.

Men hvad er egentlig op og ned når det kommer til detoxing og juicing? Virker detoxing? Er der sundhedsfordele ved det? Og taber man sig af juicing?

Lad os tage et videnskabeligt kig på emnet!

Udrensning - Hvad skal skylles ud?

Det første problem i dette emne er, at ”giftstoffer” er et meget løst begreb i detox-miljøet. Spørger man den gennemsnitlige person som har prøvet detoxing om, hvad det egentlig er for nogle giftstoffer de forsøger at skylle ud, så ved de ofte ikke. Det samme gælder når man spørger ”eksperterne” og de store firmaer bag detox-produkterne [1]

Dette er et stort problem i sig selv, når firmaerne bag ikke engang kan udpege hvad de egentlig prøver at udrense helt præcist.

At ”skylle giftstoffer ud af kroppen” lyder rigtig godt, men hvis man ikke ved hvad man prøver at komme af med, så virker det en anelse selvmodsigende, da man i så fald heller ikke ved hvad det er for risici man forsøger at undgå.

Det er dog et faktum, at der faktisk findes giftstoffer som, ophobes i kroppen over tid. Et eksempel er tungmetaller og kviksølv, som har en halveringstid på 50 dage i menneskekroppen [2]. Et andet eksempel er POP’er (pesticider) som kan være skadelige for mennesker og kan ophobe sige kroppen [3].

Skadelige stoffer som pesticider og kviksølv er dog ekstremt velreguleret i Danmark og de mængder vi mennesker i gennemsnit indtager er ufarlige [4[[5]. Der er fastsat nogle grænseværdier, altså bestemte mængder som vi mennesker kan tåle at indtage uden at det har nogen negativ effekt, som er meget vel undersøgt og altid sat med en høj sikkerhedsgrænse [6]. Alle stoffer og fødevarer bliver giftige eller skadende for kroppen i store nok mængder. F.eks. kan man dø af at drikke overdreven mange liter vand [7]

Kroppen er heldigvis udstyret med en lever, som udrenser giftstoffer, uanset hvad man spiser. Et argument har været, at detoxing forstærker udrensningsprocessen i leveren. Dette er dog en myte, da forskningen viser at den forstærkning sker ved kalorieunderskud og ikke pga. detoxing [8][9].

Det er altså svært at fastsætte præcist hvad det er, som detox-diæter prøver at udrense eller hvilke stoffer de prøver at ”ramme” med den sammensætning.

Selv hvis detoxing skulle virke, så er indholdet så forskelligt i produkterne, at det er svært at se argumentet for, at præcis den valgte kombination af ingredienser skulle ramme førnævnte giftstoffer.

Sundhed - Bliver man sundere af detoxing?

Der er faktisk ikke særlig meget god forskning udført på området. Den forskning der er lavet, har vist ingen effekt, og den som har vist positiv effekt har været så dårligt designet at det har været ubrugeligt. De studier der er har vist positiv effekt på en række parametre, er desværre lavet på dyr og er derfor ikke overførbare til mennesker [10].

Andre studier som har vist positive effekter, har desværre alt for lidt deltagere, eller alt for svingende resultater [11]. Det er naturligvis positivt at indtage grønt og frugt, da dette har masser af sundhedsfordele, men dette skal være i kombination med en normal kost [12].

Den dårlige forskning på området gør det derfor svært at konkludere noget endeligt om sundhedseffekterne ved detoxing/juicing. Den mest veludførte forskning peger dog fortsat på, at juicing/detoxing ikke har nogle positive effekter på mennesker, der ellers spiser normal kost.

Vægttab - Bliver man slank af juicing?

Nøglen til ethvert vægttab er at komme i kalorieunderskud. Altså forbrænde flere kalorier end man indtager. Når man indtager ren juice i en periode, f.eks. en uge, så kommer man ret naturligt i kalorieunderskud, da frugter og grøntsager har relativt lavt kalorieindhold [13].

Forskningen viser, at juicing/detoxing faktisk medfører et vægttab på kort sigt, men at det er meget tvivlsomt, at dette vægttab skulle være holdbart og vedvarende på lang sigt [14].

Størstedelen af den vægt man smider, vil være væske, og man vil sandsynligvis tage denne væske på igen når man begynder at spise normal kost igen.

Konklusion

Lige nu er detoxing/juicing ret gætteleg når det kommer til affaldsstoffer og giftstoffer, da de fleste firmaer og personer der anvender juicing, ingen ide har om hvad det egentlig er de prøver at fjerne. Kigger man på konkrete skadelige stoffer så er der ingen evidens for at disse påvirkes af detoxing/juicing.

Detoxing og juicing har potentiale til at have positive sundhedseffekter. Det kræver dog mere forskning på mennesker, da forskningen lige nu er meget usikker og primært lavet på dyr.

Det er en skam af virksomheder har taget dette emne med storm og fyldt det med pseudovidenskabelige påstande, da der potentielt kan være positive effekter at finde ved juicing.

Fysiologisk logik og studier tyder også på, at man ikke skaber et holdbart vægttab af juicing, men blot taber noget væske for en kort periode.

Henvisninger